• 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Vi havde cyklerne med, så vi valgte at tage toget til Holbæk og tage den halve times færgesejlads frem for den charmerende fem-minutters-tur med kabelfærgen fra Hammer Bakker. Pedalkræfterne skulle bruges på smukke Orø. ’Vi’ var fire veninder, der havde aftalt at forkæle os selv – og hinanden – med noget, der på en god dag kunne kaldes motion og til hver en tid kunne kaldes forkælelse. Natur og kunst er der jo masser af på Orø, og det skulle vi nok nyde noget af undervejs, men der var en helt særlig grund til, at det lige netop var Orø, vi havde valgt, og den grund hed Marliese’s Gårdcafé.

Men først skulle vi gøre os fortjent til den forkælelse, der var i vente. Så vi kørte til hovedbyen Bybjerg, hvor vi så kirken, der er helt tilbage fra 1100-tallet og kulturhuset Hestebedgård. Herefter satte vi kursen nordpå og kørte helt op til Næsby og stoppede på tilbagevejen ved Orø-stenen for at nyde udsigten med vand på begge sider. Orø-stenen er en kleppert på 20 tons, der er kommet hertil fra Bornholm under istiden. Vi stod og pustede lidt ud, mens vi tænkte over de enorme kræfter, der indimellem er på spil i naturen.

Men så var tiden også kommet! Vi drejede ned ad grusvejen Bybjerggårdsvej og trampede godt igennem. Forude ventede den smukke, stråtækte gård, hvor tyskfødte Marliese har lagt lige så meget kærlighed i at indrette sin café, som hun er berømt for at lægge i sine økologiske kager. Caféen er lavet af bæredygtige byggematerialer – gulvet er eksempelvis et stampet lergulv med iblandet hestemøg, mættet med linolie og poleret med bivoks lavet af kunsthåndværker Martin Volmer – og kagernes ingredienser er nøje udvalgte kvalitetsprodukter, hvis de da ikke, som melet, er fremstillet af Marliese selv. I 2012 fik hun derfor det økologiske spisemærke i guld, det vil sige, at de råvarer, der bruges i caféen, er mellem 90-100 % økologiske. Og så er caféen også bare et sted, hvor mennesker mødes, hvor der er god tid til fordybelse og nydelse, og hvor man kan sidde og være stille.

Det var vi nu ikke. Vi fire kvinder havde en del ord, der skulle bruges. Derfor havde vi også bestilt et af Marlieses nyeste tiltag, der sikrede at vi kunne spise brød til ordene hele resten af eftermiddagen: High Tea  ...  Det perfekte eftermiddagsmåltid til os, der bare ikke kan vælge. På bordet i den hyggelige gårdhave, hvor vejret heldigvis tillod, at vi sad, blev sat en stor fadopsats i tre etager. I bunden var små, lækre sandwich. På det midterste fad var der et udvalg af små stykker af Marlieses berømte kager. Og i toppen frugt og petit fours. Og den økologiske te fra Teadrops blev naturligvis serveret i gamle, fine porcelænskopper. Jo, scenen var sat til en hyggelig omgang kvalitetstid i gode veninders selskab.

Da vi endelig havde fået ryddet fadene for sidste krumme, gik vi en tur ind til naboen Urtehaven på Orø og gik tur mellem de mange planter, inden vi måtte til det igen: Op på jernhesten og af sted mod færgen. Fjorden lå smukt og ventede, og færgen gled ind i lejet, netop som vi trillede ind på havnen. En smuk afslutning på en dejlig dag i godt selskab.

Næste gang? Lader vi cyklen blive hjemme og skal rundt på trampestierne. Måske vi vælger vi at komme i Kunstner-ugen i den første uge i juli. Måske vi tager mændene, og deres fiskestænger, med.

 

På Orø finder man et helt samfund med plads til forskelligheder

Her finder du os

Klik på kortet for at vælge en ø

Find Ø-specialiteter her

Småøernes Fødevarenetværk

Aarø 145, 6100 Haderslev
info@oespecialiteter.dk

En række projekter gennemføres med tilskud fra
NaturErhvervsstyrelsen

naturerhvervsstyrelsen
 

Omhu, kvalitet og bæredygtighed
Ø-specialiteter er et varemærke udviklet af Småøernes Fødevarenetværk

Ø-specialiteterVaremærket er forbeholdt fødevarer af en særegen kvalitet og historik, udviklet og produceret af producenter på én af de 27 småøer spredt ud over Danmarks kort.

Varemærket er etableret i et forsøg på at skabe synergi imellem småøernes producenter af kvalitetsfødevarer og løse de logistikproblemer der er forbundet med et fortsat virke på småøerne.

Produkterne er i vid udstrækning produceret og forædlet på øerne med det formål at skabe identitet og jobmuligheder og dermed fastholde og udvikle eksistensgrundlaget på øerne.