• 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Den er altså lillebitte. Halvanden kilometer på den ene led, én på den anden. Knap 30 indbyggere. Du behøver ikke engang at overveje at tage cykler med. Og da slet ikke bilen. Alligevel ligger her en succesrig gourmetvirksomhed med internationalt potentiale: Biosynergy, der fremstiller den efterhånden velkendte Is fra Skarø, faktisk hele 2200 is om dagen. Et paradoks? Måske. Sådan er det tit med de danske småøer.

Indrømmet, det var nysgerrigheden over, hvordan en så lille ø kunne producere og distribuere is til hele landet, der fik vores personaleforening til at sætte nålen fast i den lille plet, Skarø optager på Danmarkskortet, da sommerudflugten skulle planlægges. En god halv times sejlads fra Svendborg var også til at overskue. Så der blev ringet til Britta, der straks hjalp os med at planlægge dagen. Vi kunne have fået helstegt vildsvin eller delvist økologisk buffet med øens eget skotske højlandskvæg, men valgte en øplatte/ø-tapas med specialiteter fra nærområdet og nogle af de andre øer, foruden naturligvis is-smagning, is-foredrag og fortællinger i caféen.

Bærrene til isen dyrkes ikke på øen, men købes fra danske, økologiske producenter, da bærproduktion er et håbløst projekt på grund af øens mange mosegrise. Til gengæld tappes der birkesaft på øen, som bruges i isproduktionen, og stedet er selvforsynende med løg og kartofler til caféen, hvilket er ret praktisk, når man skal ud og sejle for at handle ind. Derfor leverer Britta også kvalitetsmorgenbrød til overnattende på sommerpensionatet, teltpladsen eller i forsamlingshusets sovesal, der bestiller og betaler aftenen før – så kommer man bare og snupper sin pose med navn på om morgenen, når det passer én.

Det blev til nogle gode timer i caféen, inden der var ’fri leg’ – nogle blev siddende, andre gik en tur ved vandet og rundt og se på de smukke, gamle huse. Flere kom tilbage og fortalte med glæde i stemmen, at de både havde set klyder, grønbrogede tudser i vandhullet og strand-stenkløver.

Ps. Færgebilletten dækker også turen til Drejø, så du kan ø-hoppe (begge øer kan nås på én dag), hvis det der med at dvæle og blive hængende ikke lige er dig. Det var så absolut os!

Næste gang, jeg skal til Skarø, har jeg familien og teltet med og gør klar til at fylde ørerne med god musik, når der i bedste hippie-stil holdes Love-in-festival i midten af juli med omkring 1100 dejlige, glade mennesker ...

 

På Skarø er der ingen afstande, kun nærvær.

Her finder du os

Klik på kortet for at vælge en ø

Find Ø-specialiteter her

Småøernes Fødevarenetværk

Aarø 145, 6100 Haderslev
info@oespecialiteter.dk

En række projekter gennemføres med tilskud fra
NaturErhvervsstyrelsen

naturerhvervsstyrelsen
 

Omhu, kvalitet og bæredygtighed
Ø-specialiteter er et varemærke udviklet af Småøernes Fødevarenetværk

Ø-specialiteterVaremærket er forbeholdt fødevarer af en særegen kvalitet og historik, udviklet og produceret af producenter på én af de 27 småøer spredt ud over Danmarks kort.

Varemærket er etableret i et forsøg på at skabe synergi imellem småøernes producenter af kvalitetsfødevarer og løse de logistikproblemer der er forbundet med et fortsat virke på småøerne.

Produkterne er i vid udstrækning produceret og forædlet på øerne med det formål at skabe identitet og jobmuligheder og dermed fastholde og udvikle eksistensgrundlaget på øerne.